torsdag den 28. februar 2013

Korridorløb 2

Igen i denne uge løb vi korridorløb - denne gang i St. Dyrehave.
Med 8. klassen på brobygning og begge 7. klasses elever syge, var det i dag kun to af gymnasieeleverne der deltog; Thor og Bertram.

Det betød til gengæld, at jeg også selv fik mulighed for at løbe banen, og mit forsøg ses herunder - og ja, visse steder havde jeg også mine problemer med at holde mig i korridoren. Jeg skar en lille smule af ved post 9, men kom rundt på 37:47.
Jeg tror, jeg skal anskaffe mig en lup til kompasset, så jeg bedre kan læse detaljerne i korridoren. Jeg ender alt for mange steder med, at skulle stå stille for at læse kortet.



Thor løb en rolig træning og kom igennem på 29:52 på trods af sne. Det resultat er meget sjovt at sammenligne med sidste uges træning, hvor Camilla brugte 42:02 på banen i Tokkekøb Hegn, (og endda måtte korte af).
Både Camilla og Thor er blandt de bedste i deres klasser, men der er godt nok kæmpe forskel på, om man er en pige på 14, der lige er blevet udtaget til U16 landsholdet for første gang, eller en dreng på 18, der er fast udtaget til juniorlandsholdet.

Bertram løb i øvrigt banen på omkring 40, hvilket betyder at jeg snart skal tage mig sammen, hvis ikke jeg skal blive sat fuldstændig af orienteringslinjens ældste løbere...


/Coach Skildpadde

lørdag den 23. februar 2013

Korridorløb 1

Nogle gange er det rigtigt fint kun at bruge kortets tydeligste signaturer - at gøre det nemt for sig selv ved ikke at læse på alle detaljer.
Andre gange derimod er det nødvendigt, at kunne bestemme præcis, hvor man er. Og det træner vi i denne og næste uge ved at løbe korridorløb. Her får man som kortet herunder viser, kun en meget smal strimmel at løbe i, og man er nødt til at være 100% sikker i sin orientering hele tiden. Ryger man uden for korridoren, er man prisgivet.

Som en del af træningen kører vi en lille konkurrence, hvor det gælder om at være bedst til at blive i korridoren, og heldigvis har vi hver især et GPS-ur, der kan afgøre hvem der vinder.

Denne uges vinder blev Camilla, og som det ses af hendes GPS-spor, er det ikke nogen helt nem opgave at blive i korridoren - men det ville jo også være kedeligt hvis øvelserne altid var nemme.

Ingen løbere nåede i øvrigt at løbe hele banen - vi er i forvejen pressede på tid, og sneen gør det ikke lettere at løbe rundt ude i terrænet.

/Coach Skildpadde