fredag den 4. oktober 2013

Mens vi venter...

... på julen, og på at min computer bliver færdig med at redigere video, så kommer Anni og Nikos GPS-spor fra onsdagens frimærkeløb.

Annikas løb
Nikolines løb
Frimærkeløb går kort fortalt ud på, at man løber på en kompasretning, og kun har et lille område i eller omkring postcirklen at sigte efter. Man er derfor tvunget til at være meget præcis med sit kompas for at lykkes.

Det er pudsigt at både Niko og Anni løber skævt på post 10 og 16, hvor skoven ellers er relativt åben, og sigtbarheden er god, hvilket burde gøre det nemmere at løbe på retningen. En mulig forklaring er, at det hurtigere tempo de løber i den åbne skov, gør at de lettere taber retningen, fordi der rent afstandsmæssigt bliver længere mellem de steder, hvor man tjekker kompasset.

Video fra træningen kommer i næste uge, hvor vi også løber vores sidste kompastræninger i denne omgang.

tirsdag den 1. oktober 2013

Kompas, kompas og mere kompas

Vi har nu taget hul på et tre ugers tema om kompas frem mod skolernes efterårsferie i uge 42.
I sidste uge startede vi derfor med kompasintervaller - 9 stk af 2min. Løberne fik udleveret et blankt kort med kurser/streger, der skulle følges så præcist som muligt i de to minutter intervaller varede.

Det gik ok. På nogle intervaller var vi spot on, og på andre løb vi rigtigt skævt - og det er jo derfor vi er nødt til at arbejde lidt mere med kompasset...

Derudover løb vi i onsdages et moment jeg kalder kompasgolf, som er en blanding af en korridor, hvor der skal læses meget kort, og kompasstræk, hvor der overhovedet ikke skal læses kort, men kun bruges kompas.



Det er en svær øvelse, men løberne klarede det ganske udmærket. Jeg udstyrede Marie med både kamera og GPS, og har nu fået klippet det meste af det sammen til tre små videoer der ligger på Youtube. Første del kan også ses her:


I morgen fortsætter vi med et frimærkeløb. Mere om det en af de følgende dage.