mandag den 21. januar 2013

Mandag morgen kl 8, kuldeindeks: -20, træningspas: Langkøring

Jeg er nok ikke den, der skal udtale mig om, hvordan det er at undervise teenagepiger i 14-15års alderen. For det er nok de færreste teenagepiger, der som disse, frivilligt tropper op en frostklar mandag kl. 08:00 til en langtur i Store Dyrehave.

Men sådan er vilkårene, når man vil være en del af orienteringslinjen, og det er da også kun meget sjældent, man som træner må høre brok - på trods af langkøring, intervaller eller hvad jeg nu ellers kan finde på til en mandag morgen. Langt hen ad vejen tror jeg, at den træningsmotivation siger mere om løbernes talent, end deres resultater gør.

På trods af kulden var det dog en fin tur i skoven. Vi havde fornøjelsen af at nyde solopgangen på vej igennem Store Dyrehave, og det er altid en helt speciel oplevelse sådan en klar og stille vintermorgen, hvor sneen ligger i et fint, tyndt pudder igennem terrænet.

Uret sagde 1 time og 7 minutter, og gps'en havde målt ca. 11km, da vi nåede tilbage til omklædningen ved skolen. En kilometertid på lidt over 6 lyder meget fornuftigt for en dag som i dag. Alt i alt en meget fin måde at starte den nye uge på.

/Coach Skildpadde

Ingen kommentarer:

Send en kommentar